Korsika-vignetter af Niels Højlund. 3/8 94

Lozari

"Dette må være tæt på Paradiset", sagde min 17-årige datter, da vi stod ud af bussen og gik ned mellem husene i VVF-landsbyen Lozari på Korsika for at finde vores logi for de kommende to uger.

Bag os lå en bustur ned gennem Europa til Livorno i Italien, derefter nogle timers sejlads over et solbeskinnet Middelhav til Bastia på Korsika og endelig igen et par timers bustur tværs over Øen til L'Ile-Rousse på vestkysten.

Bag os lå også et usædvanlig barsk forår derhjemme, hvor blæst, kulde og regn aldrig syntes at ville tage nogen ende. Blege og solhungrende smøgede vi alt tøj af os, da vi først var indkvarteret, og hoppede på hovedet i Middelhavets azurblå bølger. Oh, salighed. Sol, varme og krystalklart hav. Og så forvisningen om, at sådan ville det bare blive ved, dag efter dag. Sandelig, vi var tæt på Paradiset.

Lozari er en af den franske "Folkeferie"-organisation VVFs mange velindrettede landsbyer, et par hundrede sommerhuse spredt rundt i et kystplantageområde, med god plads til privat familieliv i de enkelte huse, og let adgang til at deltage i så meget socialt fællesliv, som man nu Ønsker. Ideelt for vores lille rejseselskab bestående af ca. 50 personer, fransk- og geografilærere fra hele landet, samt deres ægtefæller og børn. Sågar en enkelt bedstemor havde vovet sig med.

I sig selv et socialt eksperiment, der lykkedes over al forventning.

 

 

Turistøen Korsika

Korsika er fyldt med bjerge. Mere end 90% af Øens areal består af bjerge, der når op i næsten 3000 meters højde, med evig sne på de mest majestætiske toppe. Disse bjergmassiver gennemskæres af smalle dale, der nødvendigvis skal have plads til det hele: veje, jernbaner, flodlejer, småbyer og spredte gårde. Over det altsammen breder makien sig, i forårstiden et vidunderligt blomstertæppe, nu under sommerens brændende sol en tør berusende duft af krydderurter. Alt det vi herhjemme kun kender fra dåser og krukker kan man her gå lige ud og plukke: timian, salvie, oregano, rosmarin, mynte, basilikum. Vi tog noget med hjem og brugte det direkte på grillen om aftenen.

Vi havde taget vores egen bus med, Auning Turistfart, med den urokkeligt sindige jydske Søren ved rattet. Korsika er 183 km lang og 83 km bred, men her regnes ture ikke i kilometer. De regnes i den tid det faktisk tager, når man skal rundt i de utallige sving og snørkler, som er betingelsen for at anlægge veje på denne ø.

Turismen er fremtiden, ingen tvivl om det. Men det er begrænset, hvor meget den kan få lov at bestemme. Motorvej kan det aldrig blive til, når man kører på en hylde højt oppe over det blå, blå hav og prøver at glemme, hvor langt der er ned. Den natur, som turisterne kommer rejsende efter, sætter selv sine grænser. Og det vil den blive ved med.

 

 

Mare nostrum.

Mare nostrum, vort hav, kaldte romerne med berettiget selvfølelse Middelhavet. Det er en ejendommelig oplevelse at sidde ved bredderne af dette hav en Sct. Hansaften, med bål, båltale, Vi elsker vort land, og det hele, og tænke på, at det var her Odysseus flakkede rundt, ramt af havgudens vrede. Det var herude de romerske galejer dukkede op over kimingens rand til skræk og rædsel for dem, der ikke ville bøje sig for Roms magt. Gennem disse bølger pløjede dybtlastede fønikiske fragtskibe sig frem med varer fra fjerne egne til blomstrende handelsbyer. På en anden strandbred beskyllet af det samme hav gylpede hvalen profeten Jonas op, så han kunne komme videre på den gudgivne mission, som han helst havde været foruden. Og under den samme brændende sol vandrede både en Sokrates og en Jesus rundt og talte de ord, der blæste i vinden, men alligevel ændrede noget ved verden.

Det er stadig vort hav, vor kulturs moderskød. Og på den anden side af havet begynder det Afrika, der som altid er gådefuldt og umådeligt stort og hvorfra vi undertiden frygter den de fattiges folkevandring, der er den virkelige trussel mod al vor selvfølgelige velstand.

De kommer over havet, hvis de kommer.

 

Maurerhovedet.

Gennem syv århundreder knoklede europæerne med den opgave at få drevet araberne tilbage, hvor de kom fra. I 732 standsede Karl Martell deres fremtrængen op i Europa i slaget ved Poitiers. I 1492 fuldendte Ferdinand den Katolske og Isabella af Aragonien dette korstog, denne hellige krig, ved at erobre Granada og smide maurerne ud af Spanien. Til stor skade for Spanien? Og for os alle?

Men eet sted i Europa er mindet om maurerne bevaret, nemlig i den korsikanske selvstændighedsbevægelses flag. Overalt på Korsika ser man det vaje, fra bygninger, bjergtoppe, skibe. Trodsigt og anderledes. Den fortrængte fortid.

Det er sikkert forbudt. Korsika er fransk. Siden 1796 er det fransk. Og sådan vil det blive ved, hvis det står til franskmændene.

Sådan er det givetvis også mest fornuftigt. Ingen kan forestille sig et Korsika, der økonomisk kan klare sig selv. Men korsikanerne er ikke fornuftige. De hejser piratflaget, sørøverflaget, flaget med det mørke maurerhovede, der til stadighed minder om, at den fattige ø også altid var et fristed for alle dem, der blev fordrevet andetsteds fra.

Maurerne engang for længe siden. Pieds noirs, sortfødderne, fra Algeriet i vort eget århundrede.

Vort evige mellemværende med de mørklødede folkeslag. Med de andre, de fremmede.

 

Ørnereden

Det er en stor kvalitet ved disse ture, at man kan få ordentlig besked undervejs.

Det er ingen tvang at tage med og der er ingen hævede pædagogiske pegefingre over dem, der synes, at de bare trænger til at tage en slapper ved stranden i stedet for at få en hel masse at vide.

Men beslutter man sig for at være med på en af de kortere eller længere ture, der næsten er et dagligt tilbud, så får man også god besked. Kyndige folk, kyndige både i historie, sprog, kultur og natur, har lavet deres hjemmearbejde ordentligt. Har vist sågar været på research tidligere i skoleåret. Nu er de parat til at dele ud af deres viden.

De kender de steder, som det virkelig er værd at besøge. De kender historien. Og historierne. De kender naturen. De kan pege kongeørnen, eller lammegribben, eller den røde glente ud, når de på vidt udspilede vinger hænger og svæver på alle opvindene over de smeltende varme dale. De kan fortælle, hvad planter og træer hedder.

Og de kan føre os frem til den lille landsby, der som en ørnerede er anbragt på toppen af et lille bjerg i en bortgemt dal.

Vejen er for smal til, at bussen kan komme op. Så de sidste kilometer må vi ud og trave i stegende middagshede, opad, opad. Og så står vi der pludselig i det lille bysamfund på bjergets top, hvor husene på forunderlig vis er bygget ind i, og uden på, og oven på hinanden, og smalle brolagte gyder fører os helt op til toppen, hvorfra der er en vidunderlig udsigt, til den ene side ud over havet, til den anden ind mod blånende bjergkæder, der fortaber sig i varmedisen.

Og så at komme ind på en lille beværtning, og få sig en friskpresset citronjuice, presset af citroner, som samme morgen er plukket længere nede i dalen, og med iskoldt vand og sukker efter helt egen smag og blanding.

Ah! Herligt!

 

 

Bordets glæder

Et lille - og dog et ganske stort - selskab: fire voksne, os og et par af vore venner, samt vore fem børn i alderen fra 8 til 17.

Vi starter nede ved havnen. Havbrisen står svalende ind fra bugten, vi sidder med udsigt til et par blomstrende neriebuske i nationale farver, hvidt og rødt, nærved og fjerne bjerge i horisonten. I baggrunden kværner et tv med de seneste resultater fra VM i USA, men det lykkes os at ignorere det, så det kun bliver en del af byens bløde baggrundsstøj. Vi bestiller pastis eller kir. Og sodavand til børnene. Og nyder livet. Verdens problemer løser vi en anden gang.

Så slentrer vi i begyndende tusmørke op gennem byen, studerer menukort og stikker næsen inden for et par steder, indtil vi endelig beslutter for en lille og vist meget hyggelig familierestaurant.

Personalet sætter beredvilligt borde sammen, så vi alle kan være der. Lidt efter kommer der et større og tydeligvis meget lokalt selskab. De får også det hele stillet sammen, så de kan være der. Og så er der forøvrigt ved at være fuldt.

vi bestiller forret, muslinger til nogen, fiskesuppe til andre, avocado til de yngste, der ikke kan klare de mere skarpe sager. Bagefter hovedret, tournedos til dem, der mest er for det franske, pizza eller pastaretter for dem, der mere hælder til det italienske. Korsika står hele tiden og vipper mellem det franske og det italienske.

Bagefter oste efter eget valg. Korsikansk gedeost! Det er en himmerigsmundfuld, selv om børnene betakker sig. Eller is eller frugt, som man nu har lyst til.

Og til allersidst kaffe. Og noget sødt. Og en cognac.

Og undervejs gennem det hele: vin, så meget vi nu har lyst til, og isvand ad libitum, så vi ikke også skal slukke tørsten i alkohol.

Og for det hele. For ni personer, der har spist så meget som de absolut har lyst til. Og drukket tilsvarende. For det hele: mindre end 900 kr.

Det kunne slet ikke være bedre. Gennem det bløde nattemørke vandrer vi tilbage til bussen.

Min sjæl, hvad vil du mer!

 

 

Hiem igen

Så skal vi til det igen: den lange hjemtur, opover alperne, de lange motorvejsstræk igennem Tyskland, op til kulden og blæsten derhjemme. De telefoniske bulletiner derhjemmefra er beroligende: alt ligner sig selv. Selveste Sct. Hans aften var taget ved at blæse af vores hus.

Det er 35 grader i skyggen, da vi starter. Og sådan bliver det bare ved. Hvad temperaturen er inde i bussen, tør vi knap nok forestille os.

Fra fredag formiddag kl 11. til lørdag aften kl. 22. Det skal bare overståes. Børnene er suverænt de bedste til at tage det hele med godt humør.

Da vi står ud af bussen derhjemme, er temperaturen stadig nær de 30. Vi tog varmen med os fra Korsika, som så meget andet vi aldrig vil glemme sommeren 1994 for.

Niels Højlund

Til toppen af dokumentet
Bestilling

RELATEREDE EMNER
Resumé Paris efteråret 99

Bestilling